Link til Dansk Sproghjælp
Derfor vil jeg arbejde... et panelindlæg fra Lis Lassen

CV for Lis Lassen

Aktiviteter

Derfor vil jeg arbejde... 
indlæg på DI's årsmøde

Bliv klar over dine mål - interview i Ingeniøren

Endnu et foto

Kontakt

”Fuld styrke til seniorer – vil du ikke nok blive lidt længere…”

Dansk Industri Hovedstaden - Årsmøde 2007

Panelindlæg fra Lis Lassen, 50+: Jeg vil fortsat arbejde

Intro: Jeg tror at den bedste måde jeg kan illustrere ingeniører der gerne vil fortsætte med at arbejde, er at fortælle om min egen karriere, og så slutte af med lidt generelle overvejelser.

Uddannelse: Diplomingeniør, bygningsretningen, fra Ingeniørhøjskolen i København (Københavns Teknikum).

Så længe jeg kan huske, har jeg villet være - nej, ikke ingeniør, men arkitekt - ligesom min far. Jeg studerede da også i 3½ år på Kunstakademiets Arkitektskole (1974-78).

Det var kort efter studenteroprøret i 68, og der var kraftige spor efter det, med kurser i marxistisk byplanlægning og den slags. Det lå mig fjernt dengang (måske mindre fjernt nu), så jeg valgte en meget konservativ afdeling for bygningskunst hvor jeg lærte meget, fx om at bruge alle sanser. Jeg trænede i frihåndstegning og akvarel, jeg lyttede til klassisk musik, jeg studerede berømte bygningsværker, og jeg tegnede selv smukke bygninger i by og på land.

Jeg lærte også at ingeniører er nogle mærkelige stive og kedelige mennesker. Dengang for 30 år siden sagde man blandt arkitekter, at "Vi arkitekter siger du til hinanden, mens ingeniørerne siger De".

Ja, mange fordomme blev ødelagt da jeg alligevel skiftede studium og blev bygningsingeniør i 1981 – uden på forhånd at kende en eneste ingeniør. Dem har jeg så mødt siden hen.

En tyk matematikbog som jeg lånte af en af vennerne der læste til maskiningeniør, overbeviste mig om at der var noget der manglede i min uddannelse. Den bog lå ved min hovedpude mange nætter i den periode hvor jeg besluttede mig. Og jeg har aldrig fortrudt mit valg.

Arbejdet som ingeniør:
Det er 26 år siden jeg indledte min ingeniørkarriere, så nu har jeg været ingeniør i halvdelen af mit liv. Og jeg har tænkt mig at fortsætte. Måske er jeg så heldig at pensionsalderen sættes op – eller måske helt forsvinder – hvem ved. Indtil videre er det en tanke der tiltaler mig.

At arbejde som ingeniør, eller nærmere at leve som ingeniør, har være lærerigt og udviklende – det er det stadig.

-        Først 3 år i et entreprenørfirma: Einar Kornerup i Glostrup: Altanudskiftninger, klatre på stilladser, måle på rustne stålprofiler, lave detailprojekter til smedeværkstedet. Det var lærerigt at blive konfronteret med resultatet af sine tegninger i 1 til 1 – også når det ikke helt kunne laves som jeg havde forestillet mig.
En lille oplevelse fra smedeværkstedet: Min nyuddannede ingeniørkollega blev kaldt over på smedeværkstedet, fordi de ville forklare ham hvorfor en detalje ikke kunne udføres som han havde tegnet det. De forklarede og viste hvordan de havde løst problemet, i den forventning at han ville have lært noget og så udforme det anderledes næste gang. Men hans slutreplik afslørede ungdommens overmod: ’Hvis I har flere spørgsmål, så må I endelig ringe !!’
Her lærte jeg at arbejde med mit fag og at begå mig blandt smede og betonformænd.

-        Derpå 3 år i et mellemstort rådgivende firma: Torkil Laursen i Taastrup: Primært projektering og tilsyn med anlæg af naturgasnettet rundt omkring på Sjælland.
Her lærte jeg at samarbejde, så vi sammen kom igennem en proces: At få lagt de gasrør. Det betød detailplanlægning og intens opfølgning, og vigtigt: Jeg lærte at skrive mødereferater alle kunne acceptere, trods ophedet debat, ind imellem tæt på slagsmål, på byggemøderne.

-        Til sommer har jeg 20 års jubilæum hos Rambøll i Virum her nord for København: Renovering af broer og huse, og nu efterhånden mere og mere inden for systematisk vedligehold.
I stedet for de enkelt­aktiviteter jeg udførte i starten af min karriere, arbejder jeg med at få helhed i mange vidt forskellige ting, og med planlægning, budgettering, udvikling,  test og undervisning. For mig er det en naturlig og spændende udvikling. Jeg er glad for  at kunne understøtte samarbejdet mellem faggrupper og mellem yngre og ældre, og ikke mindst både at give viden videre og selv at lære nyt.

Livet som ingeniør:
Det er ikke en beslutning jeg har taget, at ville fortsætte med at arbejde.

Det er en naturlig del af mit liv at arbejde med mit fag, og det stopper ikke ved en bestemt alder.

Arbejde og fritid vokser mere og mere sammen. Det generer ikke mig.

Tværtimod, jeg oplever så at sige verden gennem mit fag og vil ikke dele op.

Arbejde og fritid inspirerer hinanden.

At ville fortsætte med at arbejde er ikke en beslutning. Det er en del af mit liv.

Ingeniører i min alder har prøvet mange ting, både i arbejdet og udenfor. Jeg selv har fx netop afsluttet 7 år som formand for Måløv Bylaug, og her har jeg brugt mine kompetencer fra arbejdet som ingeniør (været med i dommerkomiteen for flere bebyggelsesplaner – der bygges meget nyt i Måløv. Skrevet høringssvar for en ny Frederikssundsmotorvej som kan aflaste vores by for sivetrafik).

Erfaringer gennem 25 eller flere år i faget gør at man mange gange har prøvet både at begynde, gennemføre og afslutte projekter. Det har sjældent været muligt at arbejde med det samme gennem alle årene. Og selv om man har prøvet, har værktøjerne og samarbejdsformerne ændret sig drastisk.

Er man ingeniør, 50+ og desuden kvinde, var især de første år et liv i en mandeverden, hvor kvinder var noget man skulle vænne sig til. Det har givet ekstra udfordringer. Et eksempel: Da jeg første gang skulle op på et facadestillads og kontrollere altaner, var det regn og stormvejr, så folkene sad i skuret. Jeg kunne tydeligt mærke øjnene. Men jeg gennemførte mine inspektioner, også helt oppe på øverste etage. Jeg slap ned uden hverken at falde eller tabe papirerne, og jeg havde nogle bemærkninger til deres arbejde (mest ros!!). Fra da af var jeg accepteret som kollega. Og siden da blev jeg fulgt op på stilladset – ligesom mine mandlige kollegaer var blevet det fra første dag !!

Vi senioringeniører kan bruge færdighederne fra de mange tidligere opgaver til at løse nye og ukendte. Det har vi vænnet os til som en naturlig del af arbejdet. Alle mine jævnaldrende ingeniører kan fortælle om et lige så langt (ja) og lige så foranderligt liv.

Efterhånden er vores færdigheder blevet udviklet til kompetencer.

Vi har sat os ind i masser af nye emner, og vi har gennemført masser af projekter som ingen på forhånd kunne sige hvordan skulle løses. Sådan er det jo at leve i en verden der udvikler sig med stor fart.

Vi har begået fejl og har forhåbentlig lært af dem.

Som Goethe har sagt: ”Man bør blive mildere med årene. Jeg ser ingen fejl begået, som jeg ikke selv kunne have begået.”

Og jeg kan fortsætte med amerikaneren Franklin P. Jones: ”Erfaring er evnen til at genkende en fejltagelse, næste gang man skal til at begå den.”

Afslutning:
Jeg indledte med at sige at jeg ville bruge mig selv som eksempel. Og det har jeg gjort.

Jeg er jo mig, ikke en repræsentant for en grå masse.

Og det er mine jævnaldrende ingeniørkollegaer også: Hver og en er sig selv, et menneske der har levet og udviklet sig gennem mange år, som kan og ved mange ting, som virksomhederne og samfundet har brug for.

Vi kan se tilbage på succeser og det modsatte. Vi ved hvad vi er gode til, og vi vil gerne lære fra os. Vi kender vores egne stærke sider. Og vi ved at når vi bruger de stærke sider i os selv, så bliver resultatet godt.

Samfundet har brug for vores kompetencer. Virksomhederne har brug for os. Og vi har meget at bidrage med. Vi er stabile, vi skal ikke have flere børn (i hvert fald ikke kvinderne), vi er trofaste over for vores arbejdsplads.

Tænk på det, næste gang I sidder med et cv med mange års erfaring:

1.      Om vi vil fortsætte med at arbejde  - det er slet ikke et relevant spørgsmål. Det er ikke en beslutning vi har taget.

2.      Vores faglige færdigheder er blevet udviklet til kompetencer som vi kan bruge i nye sammenhænge.

3.      Samfundet har brug for vores kompetencer. Virksomhederne har brug for os. Og vi har meget at bidrage med.

Jeg håber at dette arrangement kan medføre at flere seniorer får lejlighed til at bidrage i længere tid.

Vi er en styrke som I ikke bør gå glip af.

Fuld styrke - det passer lige på os !!

9. maj 2007

Lis Lassen