”Fuld styrke til seniorer – vil du ikke nok
blive lidt længere…”
Dansk Industri Hovedstaden - Årsmøde 2007
Panelindlæg
fra Lis Lassen, 50+: Jeg vil fortsat arbejde
Intro: Jeg tror at den bedste måde jeg kan
illustrere ingeniører der gerne vil fortsætte med at arbejde, er
at fortælle om min egen karriere, og så slutte af med lidt
generelle overvejelser.
Uddannelse: Diplomingeniør, bygningsretningen, fra
Ingeniørhøjskolen i København (Københavns Teknikum).
Så længe jeg kan huske,
har jeg villet være - nej, ikke ingeniør, men arkitekt - ligesom
min far. Jeg studerede da også i 3½ år på Kunstakademiets
Arkitektskole (1974-78).
Det var kort efter
studenteroprøret i 68, og der var kraftige spor efter det, med
kurser i marxistisk byplanlægning og den slags. Det lå mig fjernt
dengang (måske mindre fjernt nu), så jeg valgte en meget
konservativ afdeling for bygningskunst hvor jeg lærte meget, fx om
at bruge alle sanser. Jeg trænede i frihåndstegning og akvarel,
jeg lyttede til klassisk musik, jeg studerede berømte bygningsværker,
og jeg tegnede selv smukke bygninger i by og på land.
Jeg lærte også at ingeniører
er nogle mærkelige stive og kedelige mennesker. Dengang for 30 år
siden sagde man blandt arkitekter, at "Vi arkitekter siger du
til hinanden, mens ingeniørerne siger De".
Ja, mange fordomme blev ødelagt
da jeg alligevel skiftede studium og blev bygningsingeniør i 1981
– uden på forhånd at kende en eneste ingeniør. Dem har jeg så
mødt siden hen.
En tyk matematikbog som jeg
lånte af en af vennerne der læste til maskiningeniør, overbeviste
mig om at der var noget der manglede i min uddannelse. Den bog lå
ved min hovedpude mange nætter i den periode hvor jeg besluttede
mig. Og jeg har aldrig fortrudt mit valg.
Arbejdet som ingeniør:
Det er 26 år siden jeg indledte min ingeniørkarriere, så nu har
jeg været ingeniør i halvdelen af mit liv. Og jeg har tænkt mig
at fortsætte. Måske er jeg så heldig at pensionsalderen sættes
op – eller måske helt forsvinder – hvem ved. Indtil videre er
det en tanke der tiltaler mig.
At arbejde som ingeniør,
eller nærmere at leve som ingeniør, har være lærerigt og
udviklende – det er det stadig.
-
Først 3 år i et entreprenørfirma:
Einar Kornerup i Glostrup: Altanudskiftninger, klatre på
stilladser, måle på rustne stålprofiler, lave detailprojekter til
smedeværkstedet. Det var lærerigt at blive konfronteret med
resultatet af sine tegninger i 1 til 1 – også når det ikke helt
kunne laves som jeg havde forestillet mig.
En lille oplevelse fra smedeværkstedet: Min nyuddannede ingeniørkollega
blev kaldt over på smedeværkstedet, fordi de ville forklare ham
hvorfor en detalje ikke kunne udføres som han havde tegnet det. De
forklarede og viste hvordan de havde løst problemet, i den
forventning at han ville have lært noget og så udforme det
anderledes næste gang. Men hans slutreplik afslørede ungdommens
overmod: ’Hvis I har flere spørgsmål, så må I endelig ringe
!!’
Her lærte jeg at arbejde med mit fag og at begå mig blandt smede
og betonformænd.
-
Derpå 3 år i et mellemstort rådgivende firma: Torkil Laursen i Taastrup: Primært projektering og tilsyn med anlæg
af naturgasnettet rundt omkring på Sjælland.
Her lærte jeg at samarbejde, så vi sammen kom igennem en proces:
At få lagt de gasrør. Det betød detailplanlægning og intens opfølgning,
og vigtigt: Jeg lærte at skrive mødereferater alle kunne
acceptere, trods ophedet debat, ind imellem tæt på slagsmål, på
byggemøderne.
-
Til sommer har jeg 20 års jubilæum hos Rambøll i Virum her nord
for København: Renovering af broer og huse, og nu
efterhånden mere og mere inden for systematisk vedligehold.
I stedet for de enkeltaktiviteter jeg udførte i starten af min
karriere, arbejder jeg med at få helhed i mange vidt forskellige
ting, og med planlægning, budgettering, udvikling, test og undervisning. For mig
er det en naturlig og spændende udvikling. Jeg er glad for at kunne understøtte
samarbejdet mellem faggrupper og mellem yngre og ældre, og ikke
mindst både at give viden videre og selv at lære nyt.
Livet som ingeniør:
Det er ikke en beslutning
jeg har taget, at ville fortsætte med at arbejde.
Det er en naturlig del af
mit liv at arbejde med mit fag, og det stopper ikke ved en bestemt
alder.
Arbejde og fritid vokser
mere og mere sammen. Det generer ikke mig.
Tværtimod, jeg oplever så
at sige verden gennem mit fag og vil ikke dele op.
Arbejde og fritid inspirerer
hinanden.
At ville fortsætte med at arbejde er ikke en beslutning. Det er en
del af mit liv.
Ingeniører i min alder har
prøvet mange ting, både i arbejdet og udenfor. Jeg selv har fx
netop afsluttet 7 år som formand for Måløv Bylaug, og her har jeg
brugt mine kompetencer fra arbejdet som ingeniør (været med i
dommerkomiteen for flere bebyggelsesplaner – der bygges meget nyt
i Måløv. Skrevet høringssvar for en ny Frederikssundsmotorvej som
kan aflaste vores by for sivetrafik).
Erfaringer gennem 25 eller
flere år i faget gør at man mange gange har prøvet både at
begynde, gennemføre og afslutte projekter. Det har sjældent været
muligt at arbejde med det samme gennem alle årene. Og selv om man
har prøvet, har værktøjerne og samarbejdsformerne ændret sig
drastisk.
Er man ingeniør, 50+ og
desuden kvinde, var især de første år et liv i en mandeverden,
hvor kvinder var noget man skulle vænne sig til. Det har givet
ekstra udfordringer. Et eksempel: Da jeg første gang skulle op på
et facadestillads og kontrollere altaner, var det regn og stormvejr,
så folkene sad i skuret. Jeg kunne tydeligt mærke øjnene. Men jeg
gennemførte mine inspektioner, også helt oppe på øverste etage.
Jeg slap ned uden hverken at falde eller tabe papirerne, og jeg
havde nogle bemærkninger til deres arbejde (mest ros!!). Fra da af
var jeg accepteret som kollega. Og siden da blev jeg fulgt op på
stilladset – ligesom mine mandlige kollegaer var blevet det fra første
dag !!
Vi senioringeniører kan bruge færdighederne fra de mange tidligere
opgaver til at løse nye og ukendte. Det har vi vænnet os
til som en naturlig del af arbejdet. Alle mine jævnaldrende ingeniører kan
fortælle om et lige så langt (ja) og lige så foranderligt liv.
Efterhånden er vores færdigheder blevet udviklet til
kompetencer.
Vi har sat os ind i masser af nye emner, og vi har
gennemført masser af projekter som ingen på forhånd kunne sige
hvordan skulle løses. Sådan er det jo at leve i en verden der
udvikler sig med stor fart.
Vi har begået fejl og har forhåbentlig lært af dem.
Som Goethe har sagt: ”Man bør blive mildere med årene.
Jeg ser ingen fejl begået, som jeg ikke selv kunne have begået.”
Og jeg kan fortsætte med amerikaneren Franklin P. Jones:
”Erfaring er evnen til at genkende en fejltagelse, næste gang man
skal til at begå den.”
Afslutning:
Jeg
indledte med at sige at jeg ville bruge mig selv som eksempel. Og
det har jeg gjort.
Jeg
er jo mig, ikke en repræsentant for en grå masse.
Og
det er mine jævnaldrende ingeniørkollegaer også: Hver og en er
sig selv, et menneske der har levet og udviklet sig gennem mange år,
som kan og ved mange ting, som virksomhederne og samfundet har brug
for.
Vi
kan se tilbage på succeser og det modsatte. Vi ved hvad vi er gode
til, og vi vil gerne lære fra os. Vi kender vores egne stærke
sider. Og vi ved at når vi bruger de stærke sider i os selv, så
bliver resultatet godt.
Samfundet
har brug for vores kompetencer. Virksomhederne har brug for os. Og
vi har meget at bidrage med. Vi er stabile, vi skal ikke have flere
børn (i hvert fald ikke kvinderne), vi er trofaste over for vores
arbejdsplads.
Tænk
på det, næste gang I sidder med et cv med mange års erfaring:
1.
Om vi vil fortsætte med at arbejde -
det er slet ikke et relevant spørgsmål. Det er ikke en beslutning
vi har taget.
2.
Vores faglige færdigheder er blevet udviklet til kompetencer som vi
kan bruge i nye sammenhænge.
3.
Samfundet har brug for vores kompetencer. Virksomhederne har brug for
os. Og vi har meget at bidrage med.
Jeg
håber at dette arrangement kan medføre at flere seniorer får
lejlighed til at bidrage i længere tid.
Vi
er en styrke som I ikke bør gå glip af.
Fuld
styrke - det passer lige på os !!
9.
maj 2007
Lis
Lassen
|